Om tænketanken



Baggrund
Tænketanken udspringer af Århus Kommunens erhvervshandlingsplan for 2005-2009 Vækst i Århus IV og er en del af en hovedstrategi om at styrke byens erhvervsmæssige rammebetingelser.

Tænketanken skal ses på baggrund af, at Århus er præget af vækst og udvikling. Århus vokser og ændres befolkningsmæssigt og arealmæssigt. By- og erhvervsområder omdannes. Trafikken øges og trafikanternes sammensætning ændres. Nye forretnings- og serviceområder ser dagens lys.

Alle tendenser peger i retning af, at bosætningen og lokaliseringen af fremtidens vidensbaserede virksomheder sker dér, hvor samfundet er mest alsidigt, mangfoldigt og oplevelsesrigt, og hvor de fysiske rammer er attraktive. Står man med et i øvrigt ligeværdigt jobtilbud – eller i en forretningsmæssig lokaliseringssituation – og skal vælge mellem Århus og andre byer, så vil valget i høj grad være farvet af det bymiljø, den infrastruktur og den livskvalitet, der er til rådighed.

Formål
Det overordnede formål med tænketanken er at skabe et idegrundlag, så der gives de bedst mulige forudsætninger for en udbygning og styrkelse af den fysiske infrastruktur samt en fortsat byudvikling på højt niveau.

Sigtet er her, at Århus skal udvikle sig yderligere som et alsidigt, mangfoldigt og attraktivt bysamfund, der markerer sig i konkurrencen med andre større bysamfund i ind- og udland og under hensynstagen til bæredygtighed i social, kulturel, økonomisk og fysisk forstand. 

Resultater
Tænketanken skal primo 2009 præsentere scenarier for trafik- og byudviklingen i Århus-området set i et 15-30 års perspektiv.

Derudover skal tænketanken løbende lave debatskabende aktiviteter (fx oplæg/konkurrencer) og på anden vis forsøge at påvirke dagsordenen vedrørende byudvikling og infrastruktur. 


Læs mere om: Kommissorium for Tænketank vedrørende infrastruktur og byudvikling

Website by
Innovisio
• Powered by Dynamicweb